Brevkasse

Her kan du kvit og frit stille spørgsmål og få svar – læs dette først:

  • Stil kun et enkelt spørgsmål ad gangen og stil det gerne så kort, konkret og tydeligt som muligt
  • Skriv kun dit fornavn eller et alias, hvis du vil være anonym
  • Din e-mail-adresse vises ikke – den behandler jeg 100% konfidentielt
  • Du får direkte besked fra mig, når jeg har svaret på dit spørgsmål

 

Tilføj spørgsmål

 

 

Spørgsmål & Svar

  • Hvordan beskriver man samme arbejdsopgave i flere stillinger i sit CV - spørgsmål fra Rikke
    2019-07-16 12:32:49
    avatar
    Kære Mette. Et spørgsmål mere: Hvis man har haft den samme opgave i flere af sine stillinger, skal man så skrive den i den første stilling, hvor man havde den opgave, fx rejseplanlægning? Eller skal man skrive den under den stilling, hvor arbejdsopgaven fyldte mest?
    Svar fra Mette Ziegler
    avatar
    Hej igen Rikke. For at hver stilling får sin egen maksimale tyngde, er det vigtigt, at alle relevante arbejdopgaver er taget med. Hvis det så betyder, at fx "rejseplanlægning" gentages under flere stillinger, så viser det jo blot, at det er en opgave, du har erfaring med fra flere stillinger. Altså, hver stilling beskrives for sig med alle relevante ansvar, opgaver og resultater.

  • Hvordan beskriver man flere områder i samme stilling i sit CV? - spørgsmål fra Rikke
    2019-07-16 12:22:07
    avatar
    Kære Mette. Jeg har modtaget din fantastiske guide til et Killer-CV. Tusind tak, den er meget nyttig. Jeg har et spørgsmål til dig: Hvis man nu har siddet for tre område-direktører på samme tid, hvordan sætter man det så bedst op i sit CV? Laver man en fælles overskrift med de tre områder og samler arbejdsopgaverne nedenunder dette? Eller laver man en overskrift for hvert arbejdsområde, og beskriver så arbejdsopgaverne seperat under hver?
    Svar fra Mette Ziegler
    avatar
    Hej Rikke. Jeg vil anbefale, at du vælger den første mulighed, dvs. at du giver stillingen en fælles overskrift a la PA for 3 områdedirektører (jeg ved jo ikke, om du er PA, så det er blot et eksempel) og samler arbejdsopgaver og resultater nedenfor, som beskrevet i Killer-CV-guiden. På den måde undgår du for meget gentagelse og endnu vigtigere, du undgår at trætte læseren med for meget tekst. Om de enkelte arbejdsopgaver er løst for den ene eller den anden områdedirektør er ikke så vigtigt i CV'et. Det kan du altid uddybe ved en samtale, hvis det giver mening at komme ind på det. Det lyder, som om du er godt i gang med dit Killer-CV - held og lykke!

  • Profiltekst i CV eller ansøgning - spørgsmål fra Ane Marie
    2019-05-23 09:49:04
    avatar
    Kære Mette, tusind tak for Killer-CV-guiden. Jeg har et spørgsmål vedrørende det indledende afsnit i CV'et: "Min profil som ..." - Kan/bør dette afsnit anvendes i stedet for et vedhæftet brev eller ansøgningsbrev? Jeg synes nemlig, at indholdet ligner det, jeg plejer at skrive i mit ansøgningsbrev.
    Svar fra Mette Ziegler
    avatar
    Hej Ane Marie. Jeg vil anbefale, at du skriver dit Killer-CV som et Master-CV med profilteksten øverst, som beskrevet i Killer-CV-guiden. Den version kan du benytte, når du deler dit CV med andre uden tilhørende ansøgning som ved networking, cafémøder osv. Når du søger på konkrete jobopslag, kan du vælge at flytte profilteksten over i ansøgningen og arbejde ansøgningen videre derfra. Det anbefaler jeg sommetider også mine kunder at gøre. Der er ikke et entydigt svar her. Du må tage stilling i hvert enkelt tilfælde. Det kommer også an på styrken i din seneste ansættelse, som jo så bliver det første man ser, når man læser dit CV. Og vær også opmærksom på, at dit CV altid bliver læst, mens det ikke altid er tilfældet med din ansøgning. Det kommer an på modtageren. Jeg håber, at du kan bruge mit svar, selvom det ikke er helt entydigt. Held og lykke 😊

  • Når stillingsbetegnelsen ikke dækker - spørgsmål fra Benedikte
    2019-05-23 09:03:18
    avatar
    Hej Mette. Jeg forsøger et brancheskift efter at have været i samme stilling i 18 år (i 2 forskellige firmaer). Jeg har været ansat i en fast stillingsbetegnelse, men jeg har haft mange forskellige arbejdsopgaver/ansvarsområder og mener selv, at jeg sagtens kan håndtere et nyt. Jeg har taget en certificering i det fag, som jeg gerne vil arbejde i, men når rekrutøren læser mit CV og ser mine stillingsbetegnelser, bliver jeg frasorteret. Jeg har overvejet om et kompetence-CV ville stille mig anderledes? Hvad er dine overvejelser om det? Eller har du en anden indfaldsvinkel?
    Svar fra Mette Ziegler
    avatar
    Hej Benedikte. Jeg vil anbefale dig, at du deler dine 18 års ansættelse op i perioder, der svarer til dine skiftende ansvar og opgaver. Dvs. du definerer et antal understillinger med hver deres stillingsbetegnelse, som er dækkende for ansvar og jobindhold i den pågældende periode. Gør det på samme måde, som hvis det var en selvstændig ansættelse med år til år, stillingsbetegnelse, jobprofil, ansvar og opgaver og resultater, som beskrevet i Killer-CV-guiden. På den måde uddyber du din ansættelse og får beskrevet dit reelle karrierespor. Jeg vil virkelig fraråde dig at bygge dit CV op som et kompetence-CV eller funktionsopdelt CV. For når du tager dine kompetencer ud af deres kronologiske sammenhæng, så mister de deres power. Ord er taknemmelige, og kvalifikationer, der er taget ud af deres sammenhæng bliver hurtigt postulerende. God fornøjelse med at få udarbejdet et Killer-CV 😊

  • Huller eller off-tracks i CV'et - spørgsmål fra Louise
    2019-03-27 06:35:07
    avatar
    Kære Mette. Jeg er i fuld gang med at skrive et Killer-CV. Og dog? Så er der et ansættelsesår, hvor jeg ikke kan linke mine kvalifikationer til kravene i det job jeg søger, uden at det bliver forceret eller tyndt :-/ Skal jeg holde mig til kun at sætte de ansættelser på, hvor jeg har relevant erfaring i forhold til det job jeg søger? Eller har du et råd til, hvordan jeg får det med uden at det generer recruiterens øjne?
    Svar fra Mette Ziegler
    avatar
    Hej Louise. Det er som hovedregel ikke nogen god ide at udelade et ansættelsesår, for så vil der mangle et stykke i dit karrierespor. Og selvom det ansættelsesår har været off track, så har du jo alligevel taget erfaring med derfra. Så tag det med, men beskriv det anderledes. Som netop et off track, der medvirkede til, at du blev mere bevidst om din rette retning. Nu ved jeg jo ikke, hvor på dit karrierespor det pågældende ansættelsesår ligger. Jo længere tilbage, jo mindre sandsynlighed er der for, at det bliver tillagt nogen betydning. Hvis det derimod er din seneste ansættelse, så kræver det lidt mere forklaring. Spørg gerne igen her, hvis jeg ikke har svaret dækkende på dit spørgsmål. Fokuser på alt det stærke i dit Killer-CV og pyt på begrænsningerne. Dem har vi alle. God vind!

  • Nyuddannet og CV - spørgsmål fra Kim
    2019-03-25 11:37:25
    avatar
    Kære Mette. Jeg læste din guide med stor glæde. Tusind tak, fordi du har taget dig tid til at lave den. Jeg har et spørgsmål i forhold til, at jeg er nyuddannet og derfor (af gode grunde) ikke har så meget erfaring. I din plan kommer uddannelse længere nede og har ikke den helt store betydning, men mine kompetencer, som jeg skal have frem, ligger jo netop i min uddannelse. Har du nogle gode råd til, hvordan jeg får dem frem?
    Svar fra Mette Ziegler
    avatar
    Hej Kim. Allerførst, jeg pønser på at kreere noget specielt til jer nyuddannede, for her gælder nogle særlige tricks, som du jo også meget præcist efterlyser i dit spørgsmål. Ja, dine kompetencer, dine gaver og dine talenter ligger jo netop i din uddannelse. Og også i dine evt. studiejobs, frivilligt arbejde, fritidsinteresser osv. Indholdet er faktisk det samme som i guiden til et Killer-CV (som man får ved tilmelding til mit nyhedsbrev), men rammen er lidt anderledes. Flyt uddannelse, fritidsinteresser, frivilligt arbejde, tillidshverv osv. op. Dvs. skriv en profiltekst (som i guiden til et Killer-CV) op imod kravene i det job, du søger. Og hent så al underbygning i din uddannelse og hvad du ellers har bidraget med, lønnet som ulønnet. Skriv virkelig gerne tilbage til mig på mz@metteziegler.dk. Jeg er i færd med at etablere en "backing group" af nyuddannede for at kunne tilbyde noget effektiv assistance til jer 😊

  • Må et CV fylde mere end en enkelt A4-side - spørgsmål fra Dogan
    2019-03-23 07:55:55
    avatar
    Hej Mette. Tusind tak for guiden til et Killer-CV, som du har sendt til mig. Jeg går stærkt ud fra, at sådan et CV vil hjælpe mig til at finde mit drømmejob, når nu jeg har været jobsøgende i rigtig lang tid. Jeg har et spørgsmål omkring, hvor mange sider et CV skal være på? Jeg har hidtil haft alle mine styrker/kompetencer på kun et enkelt A4-ark, og jeg synes ikke, at der er plads nok til at beskrive, hvad jeg egentlig kan. Grunden til at jeg kun har brugt en enkelt side er, at det har jeg fået at vide af Jobcentret. Så mit spørgsmål lyder: Kan jeg skrive et CV på flere sider? 1-3 sider måske?
    Svar fra Mette Ziegler
    avatar
    Hej Dogan. Jeg ville ikke lytte til det råd du har fået, om at et CV kun må fylde en enkelt A4-side. Selvfølgelig skal dit CV ikke være for langt, men det skal heller ikke være for kort. Langt de fleste, som følger mine anvisninger på et Killer-CV, ender op med et CV på 4-5 sider. Det der er vigtigt er ikke så meget, om CV'et fylder en side mere eller mindre, men om det er nemt og overskueligt at orientere sig i. Hvis der er store afsnit med tæt og massiv tekst, så mister de fleste lysten til at læse det. Men hvis du har et overskueligt layout og korte og overskuelige beskrivelser af relevant indhold, så må du gerne bruge flere sider. Modtageren skal ikke kæmpe sig igennem al mulig unødvendig information, men skal jo have svar på sine spørgsmål om din baggrund for at kunne tage stilling til, om der er basis for at invitere dig til jobsamtale. Se også gerne flere spørgsmål og svar om CV-længde længere nede her på siden. Masser af held og lykke til dig med din jobsøgning.

  • Hvordan begrænser man sig i CV'et - spørgsmål fra Carsten
    2019-03-21 12:06:36
    avatar
    Når du skriver (i guiden til et Killer-CV) maksimalt hhv. 5 og 3 bullets for Ansvar & Opgaver og Resultater, er der så også krav/anbefaling til antal linjer pr. bullet? Jeg synes, det er svært at begrænse sig.
    Svar fra Mette Ziegler
    avatar
    Hej Carsten. Kunsten er at få sagt noget vigtigt/relevant på en lille plads. Min anbefaling er 2 til 3 linjer pr. bullet. Jeg ved godt, at det kan være virkelig svært at begrænse sig. Tænk i, hvad modtageren gerne vil vide, og ikke så meget i, hvad du har lyst til at fortælle. Det er det, der gør det så svært for os alle, at vi rummer så meget og at der er så meget at fortælle, men at de andre kun er interesserede i et lille stykke af os. Sådan er det i hvert fald i forbindelse med job. Det er din opgave at give dem "det rette stykke". Når nu de ikke vil se det hele, hvad skal de så i hvert fald se? Alt det bedste til dig!

  • Midlertidig ansættelse, hvad skriver man i CV'et - spørgsmål fra Vikaren
    2019-03-14 09:20:11
    avatar
    Når jeg er i et deltidsvikariat som kundeservicemedarbejder, og det er en midlertidigt stilling, da jeg ikke ved, om min aftale bliver forlænget, hvad kan så være smart at skrive på CV'et? Og generelt, kan jeg tillade mig at skrive, at det bare er et kundeservicevikariat og ikke andet? Jeg håber, at du kan hjælpe, jeg har været her ca. 6,5 mdr. og vil meget gerne finde noget andet og et mere permanent job.
    Svar fra Mette Ziegler
    avatar
    Hej Vikaren. Det der er vigtigt er, at du pt. sidder i en stilling, hvor du gør nytte og gør en forskel. Det skal frem uanset dine ansættelsesforhold. Nu ved jeg, at du har hentet guiden til et Killer-CV her på siden. Følg samme struktur og skriv eventuelt i parentes (tidsbegrænset stilling). Der er ikke noget flovt, nederen eller off ved at sidde i en tidsbegrænset stilling. Det viser jo blot, at du er parat til at gøre nytte uanset. Hvis der er nogen, der sorterer dig fra af den grund, så dem om det. Jeg ville ikke. Og der er mange som i virkelig mange, der heller ikke ville. Bare ud over stepperne! Stop de begrænsende tanker og find sværdet frem! Alt det bedste til dig!

  • Længde på CV og mange skift - spørgsmål fra Uffe
    2019-03-13 20:56:15
    avatar
    Først og fremmest kan jeg kun rose jeres materiale. Det er mega godt. Jeg har et enkelt spørgsmål. Det drejer sig om længden på et CV. Når I mener, at man skal være uddybende i erhvervskarriere relateret til jobbet, hvornår må man slanke på beskrivelsen? Jeg er sælger. Har igennem mine 15 år desværre 7 stillinger bag mig.
    Svar fra Mette Ziegler
    avatar
    Hej Uffe. Tusind tak for dine anerkendende ord - de varmer. Med hensyn til længden på CV, så er der ikke et fast svar. Selvfølgelig skal et CV ikke være for langt, så man keeeder modtageren. Omvendt skal det heller ikke være for kort, så modtageren ikke får svar på sine spørgsmål. Svaret er RELEVANS. Er det du skriver relevant op imod kravene i det job, du søger? Måske kan du på en eller anden måde samle nogle af dine ansættelser under en fælles hat a la "en periode med skift på grund af ...". Ellers må du bare skrive din erhvervsbaggrund som 7 stillinger med hver deres styrker. Hvis det går meget langt tilbage i tid, kan du korte beskrivelsen af i de tidligste job. Nogle vil måske sortere din henvendelse fra på grund af mange skift, men ikke alle. Jeg ville ikke, hvis indholdet er relevant. Husk, at der er mange myter og fordomme derude. Hold dit fokus på dem der vil vælge dig til, og ikke dem der vil vælge dig fra.

Headhunterens guide til et Killer-CV!

 

Få headhunterens guide til et Killer-CV, der giver dig et boost af selvtillid, gør dig selvskrevet til jobsamtalerne og bringer dig foran på point! – Du kan bruge samme model til at skærpe din LinkedIn-profil.


Få guiden til et Killer-CV nu!

Du tilmelder dig samtidig frit abonnement på mit nyhedsbrev med inspirationer og tilbud.